Sommer dessert med rabarber og bær: Rabarber og bærtrifli.

Hej til alle jer der følger med på bloggen 🙂 I morgen drager mig og min kæreste til Irland på en uges roadtrip, hvor vi glæder os til smukke naturoplevelser. Inden jeg smutter på ferie, får I lige en lille sommerhilsen fra mig, i form af en rigtig sommerbasker af en dessert – Rabarber og bærtrifli. Tilmed er den også super nem at lave, OG så smager den himmelsk. Desserten kan laves på forhånd eventuelt dagen før den skal spise – hvis man kan vente så længe!

IMG_4959

Der er skyr i denne dessert, og det smager faktisk skønt og ikke spor ‘for sundt’, tro mig. Man kunne tro at det ville blive for syrligt med både rabarber og skyr, som jo begge er ret syrlige. Det synes jeg slet ikke. Vanilje, makroner og sukker sørger for at desserten er tilpas sød, og de syrlige ingredienser sørger for en frisk og ikke alt for tung dessert. A match made in heaven!

Desserten er modereret fra Politikens opskrift på rabarber trifli. Jeg tilføjede hindbær og jordbær til opskriften, da jeg havde lidt i fryseren som bare ventede på at blive brugt. Desuden tilføjede jeg et par blade husblas, for at få en lidt mere fast konsistens, end den mere flydende som den oprindelige opskrift giver. Desuden har jeg justeret lidt i forhold til mine smagsløg, for at skabe det jeg vil kalde den ultimative sommer dessert!

Rabarber og bær trifli (6 personer eller 4 meget store portioner):

Rabarber & bær kompot

  • 400 g rabarber
  • 100 g hindbær
  • 100 g jordbær
  • 350 g rørsukker
  • 1 1/2 stang vanilje
  • 1 1/2 dl vand
  • 1 blad husblas (kan udelades)

Cremen

  • 2 æggeblommer
  • 3 spsk rørsukker
  • vaniljekorn fra 1/2 stang vanilje
  • 4 spsk skyr (eller græsk yoghurt)
  • 2 dl piskefløde
  • 1 blad husblas (kan udelades)

Desuden

  • 12-14 knuste makroner
  • lidt hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:

Kompot: Rabarberne skæres i små stykker. Kog rabarberne og bær sammen med sukker, en flækket vaniljestang og vandet. Læg 2 blade husblas i blød.

Kog rabarber/bær kompotten ved middel varme i ca. 20 minutter, til det bliver tæt og tykt i konsistensen. Smelt 1 blad husblas over vandbad, kom en skefuld kompot ved og rør det sammen. Hæld husbas i kompotten. Kompotten afkøles.

Creme: Æggeblommerne piskes til æggesnaps sammen rørsukkeret og vaniljekorn. Æggemassen røres med skyr. Smelt 1 blad husblas over vandbad, kom en skefuld af ægge/skyrmassen ved og rør det sammen, lad det køle en smule. Fløden piskes til skum og vendes med ægge/skyrmassen.

Opskriften her er med færdiglavede, købte makroner. Hvis du har tid og lyst til at bage makroner, er det selvfølgelig en mulighed.

I serveringsglas lægges skiftevis kompot, knuste makroner og cremen. Gentag 2-3 gange afhængig af størrelse på glassene. Triflien sættes i køleskabet og trækker gerne natten over, og mindst 1-2 timer.

Ved servering drys med lidt finthakket mørk chokolade. Mums, siger jeg bare!

Nem salat med Chorizo og Tun.

Jeg har holdt lidt ferie fra bloggen, men nu vender jeg stærkt tilbage! På opfordring fra min skønne veninde Lise kommer der her endnu en nem hverdagsret – nemlig en salat som kan laves på nul komma fem. Salaten appelerer også til det mandelige publikum, da den er proteinrig med æg og tun – og så kæler den også for de salte smagsløg med chorizo og parmasanost – what’s not to love?!

På altanen bugner det med salat for tiden. Vi har en altankasse, hvor vi (mig og min kæreste) i år har forsøgt os med at gro salat – og det er gået over al forventning! Der er bare skudt salat op, så forleden dag tænkte jeg, at det måtte jeg da bruge noget af. Det blev til denne salat.

Salat fra altankassen – ja man kan vel nærmest kalde os selvforsynende?! 🙂 Vi har også en tomatplante, en chiliplante og et par krydderurter.

 

Salat med Chorizo, Tun, Æg og Parmasanost  (2 personer):

  • Salat (du kan f.eks. bruge 1 hoved krølsalat eller hjertesalat)
  • Chorizo pølse (ca. 1/3-1/2 pølse)
  • 1 dåse tun
  • 2 æg
  • Lidt revet parmasanost
  • 1/2 rødløg
  • Evt. Sorte oliven (det havde jeg ikke – men det ville virkelig opgradere salaten!)

Dijon-dressing:

  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 1 tsk dijon-sennep
  • salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Kog æggene i ca. 10 minutter, så de er hårdkogte. Pil dem og skær dem i både. Skyld og slyng salaten i en salatslynge (hvis du har sådan en – ellers kan det virkelig anbefales at anskaffe sig en). Bræk salaten i mundrette stykker.

Skær chorizo pølse og rødløg i skiver, og fordel begge dele over salaten sammen med tun i mundrette stykker. Ryst dressingen sammen og fordel den over salaten. Riv lidt parmasanost eller skær den i flager og fordel den over salaten. Pynt evt. også med oliven.

Servér med brød til.

IMG_5065

Dressingen smager i øvrigt himmelsk, er super nem at lave og kan bruges til at pifte enhver salat op. Enjoy!

 

Burger med Asiatisk Coleslaw og Wasabi-Mayo

Her er en nem hverdagsret, der kan være klar på kort tid. Det er den klassiske burger, men her med et asiatisk twist.

Coleslaw’en der er brugt i burgeren er friskere end den klassiske og har lidt bid fra chili og ingefær. Blandet med den skønne smag fra de ristede sesamfrø er det en coleslaw lige efter mit hjerte. Coleslaw’en kan også bruges som tilbehør til f.eks. kylling eller laks.

Burger med Asiatisk twist (4 personer)

Asiatisk Coleslaw:

  • 1 stk spidskål
  • 3 gulerødder
  • 3 spsk sesamfrø (gerne 2 spsk hvide og 1 sorte)

Dressing:

  • 1 dl creme fraiche
  • 1 spsk eddike (jeg brugte æblecider eddike)
  • 1 spsk fiskesovs
  • 2 tsk honning
  • 1 spsk syltet ingefær (sushi ingefær) hakket fint / eller 1 spsk revet frisk ingefær
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 2 tsk finthakket rød chili

Til burgerne:

  • 4 burgerboller
  • 600 g hakket oksekød
  • Mayonnaise
  • Wasabi pasta (på tube)
  • Ketchup

Fremgangsmåde:

Coleslaw

Skær kålen i fine strimler. Skræl og riv gulerødderne groft og kom det hele i en skål.

Bland alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til. Brug en chili der passer til dine smagsløg. Jeg ELSKER ingefær, på alle måder og former. Jeg er derfor også glad for den syltede ingefær, som har lidt sødme i sig. Er du mere til almindelig frisk ingefær så brug det i stedet.

Hæl dressingen over kål og gulerødder, bland et hele godt sammen og stil den i køleskabet til at trække mens du laver resten af retten. Imens coleslaw’en trækker rister du sesamfrøene til de er let gyldne. Inden servering blander du sesamfrøene i salaten.

IMG_5008

Burgere og wasabi-mayo

Steg bøfferne og varm burgerbollerne. Wasabi-mayo tænker du? Det lyder fancy. Ja, men faktisk supernemt at lave. Tryk ca. 5 cm wasabi pasta ud af tuben og bland med 4 spsk mayo – et voilà så har du wasabi-mayo. Smag til og kom mere wasabi i hvis du slet ikke kan smage den. Mayonnaisen må gerne få en let grøn farve, så er du ved at være der, men smag til – måske du er til mere eller mindre wasabi end jeg er.

Smør brugerbollerne med wasabi-mayo, kom en god portion coleslaw i burgeren, kom bøffen i – og lidt ketchup hvis du er til det. Servér straks, velbekomme!

FullSizeRender (9)

 

Cocktail Time: Dark & Stormy

 

 

Så er det blevet fredag, og det betyder at det er tid til en cocktail, i hvert fald hvis du spørger mig. Solen skinner og det er svedende varmt, derfor anbefaler jeg en læskende, frisk cocktail du kan køle dig ned på.

Dark & Stormy er en af mine absolut yndlings cocktails. Det er min go-to-cocktail når jeg får gæster og når jeg er ude – det er bare altid et hit. Jeg er stor fan af den friske smag fra lime og ingefær blandet med den søde rom. Her er min opskrift på Dark & Stormy:

Dark & Stormy

Til én cocktail bruges:

5-6 isterninger

4 cl god rom (fx. Angostura 1919)

3 limebåde

Et stænk sukkerlage

Gingerbeer til at toppe op med

Fremgangsmåde:

  • Skær hver lime i 8 både
  • Kom isterninger i glasset
  • Pres 3 limebåde (med fingrene) i glasset over isterninger og kom derefter limebådene i glasset
  • Mål 4cl rom op og hæld i glasset (vil du have den lidt stærkere – og indrøm nu bare at det vil du gerne – så hæld 6cl i 🙂 )
  • Kom et stænk sukkerlage i glasset
  • Top op med Gingerbeer
  • Rør forsigtigt rundt med en teske
  • Enjoy!

Sukkerlagen: Kom 1dl rørsukker og 1 dl vand i en gryde og varm op til at sukkeret er smeltet. Køl af og hæld i en beholder.

Jeg bruger Fevertrees Gingerbeer, den smager friskt, har en god syre og eftersmagen giver et lille stærkt ‘spark’ fra ingefæren. Jeg er vild med den caribiske rom, der hedder Angostura 1919 som blandt andet kan købes på vildmedvin.dk. Rommen smager blødt og sødt af vanilje og karamel. Kan du ikke skaffe den rom kan Havana Club 7 års rom også godt bruges.

IMG_4929

 

Verdens bedste Italienske kødboller i tomatsovs!

IMG_4955

Oh, have I got a treat for you! Ja, det tror jeg nok. Her i weekenden fik vi gæster til middag og jeg besluttede at køre et Italiensk tema, inspireret af vores seneste ferie til Umbrien i Italien. Valget faldt på en gammel klassiker, nemlig Italienske kødboller med pasta i rigtig Lady & Vagabonden-stil. Hvis du leder efter opskriften, der giver Italienerne kamp til stregen, så læs bare videre.

Egentlig er det vist ikke sådan rigtig autentisk Italiensk at spise pasta og kødsovs sammen. Italienerne ville nok servere kødbollerne i tomatsovs som en secondo (hovedret) sammen med f.eks. kartofler eller grøntsager, da de normalt spiser deres pasta som en primo (forret). Jeg synes nu at sådan en gang pasta med tomatsovs smager skønt sammen, så det er sådan jeg serverede den. Retten har rigtig godt af at stå og simre så længe som muligt. Det giver nemlig en fantastisk smag og kødet bliver dejlig mørt. Jeg lover det er tiden værd!

Italienske kødboller i tomatsovs:

Tomatsovs:

  • 2-3 spsk oliven olie
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • ca. 1200 gr ‘passata’ (purerede tomater) Brug nogle af god kvalitet, jeg er selv vild med de Italienske mærker Cirio og Mutti)
  • 1 spsk tørret oregano (eller en god håndfuld friske)
  • 20-25 blade frisk basilikum (hakket fint)
  • 1 spsk tørret timian
  • 1 stilk frisk rosmarin (hakket fint)
  • peber
  • 1/2 tsk cayennepeber (kan udelades)
  • 2 spsk balsamico eddike eller alternativt et glas rødvin
  • 1 tsk sukker
  • evt. en terning grøntsagsboullion

Kødboller:

  • 1 kg hakket oksekød
  • 3-4 fed hvidløg (presset)
  • 100 gr revet parmesanost
  • 3 æg
  • 1-1 1/2 tsk salt
  • peber
  • 1 spsk oregano
  • 20 blade frisk basilikum (hakket fint)

Fremgangsmåde:
Start med at lave tomatsoven. Hak løg og hvidløg fint og svits det i olien ved lav varme til de er gennemsigtige. Tilsæt tomater og krydderier og lad det simre i mindst en time. Blend sovsen – jeg brugte en stavblender. Smag til.

Lav kødbollerne imens sovsen simrer. Bland alle ingredienser godt sammen med hænderne. Italienerne ville nok også komme et par skiver opblødt brød og raps i kødbollerne, men jeg synes de bliver så fine uden. På denne måde er kødbollerne også glutenfri hvis du er typen, der går op i det. Form kødbollerne til små kugler på størrelse med en lille golfbold. Kom kødbollerne i sovsen og lad nu sovsen simre i mindst en halv time, men allerhelst i så mange timer som muligt, det giver en fantastisk smag. Nogle af kødboller går måske lidt i stykker, men fortvivl ikke – det får kun sovsen til at smage endnu bedre.
Jeg lod retten simre i 6-7 timer. Det lyder måske af lang tid, men retten passer sig selv og jeg lover at det er tiden værd.

FullSizeRender (6)

Servér retten med frisk pasta, revet parmesanost og frisk basilikum. Retten var et kæmpe hit og vores gæster var meget glade.

FullSizeRender (7)

Tip: Vil du have en glutenfri version kan du f.eks. servere spaghetti-squash til istedet for pasta.

 

Cookies med mørk og hvid chokolade

FullSizeRender (3)

Som sagt har jeg lige holdt fødselsdag hvor jeg serverede disse lækre cookies sammen med friskbagte boller og en lækker glutenfri mandel-bær-kage som du kan finde opskrift på her. Opskriften på disse cookies med hvid og mørk chokolade giver nogle dejlige cookies der bliver seje og bløde i midten og sprøde i kanten. Helt som rigtige amerikanske cookies skal være. Jeg bagte en stor portion som blev til 34 cookies, du kan jo vælge at bage en mindre portion hvis du ikke vil gå helt lige så meget cookie-amok som jeg 🙂

Amerikanske cookies med mørk og hvid chokolade (34 stk)

  • 100 g hvid chokolade
  • 100 g mørk chokolade (70%)
  • 200 g hasselnødder (eller hvad du nu har i skabet)
  • 2  æg
  • 250 g blødt smør
  • 270 g rørsukker (alm. sukker kan også bruges, men rørsukker smager bedst)
  • 1 vaniljestang
  • 1/2 teske salt
  • 360 g hvedemel
  • 1 teske bagepulver

 

Tag smør ud af køleskabet og lad det blive blødt. Forvarm ovn til 180 grader varmluft eller 200 grader alm. Hak chokoladen og nødderne groft. Rør sukker, smør og vanilje godt sammen. Rør æg og salt i. Sigt mel og bagepulver i lidt af gangen og rør til dejen har en ensartet masse.

Sæt dejen med en ske på bagepapir, i kugler på størrelse med bordtennisbolde, og tryk dem lidt flade. Bag kagerne i 8-10 minutter (jeg gav mine 10 minutter) til de er let gyldne i kanten. Træk bagepapiret over på en rist og lad kagerne køle af. Hvis du opbevarer dem i en tætsluttende dåse eller glas kan de holde sig lækre længe.

Tip: Scoop dejen op med en isske, det sikre at cookiesne bliver nogenlunde lige store og samtidig glider dejen nemt af isskeen.

 

Himmelsk bærkage med mandler, kokossukker og kokosfiber. Glutenfri.

Jeg er så heldig, at jeg lige har haft fødselsdag! I mandags faktisk, dvs. jeg var så heldig at den faldt på 2. Pinsedag. Lækkert med sådan en bonus fridag på sin fødselsdag. I anledningen af den lange weekend var mig og min kæreste taget i sommerhus med min familie. Skønt at komme lidt på landet. På selve min fødselsdag havde jeg inviteret hele familien, og så skulle der jo hjemmebag på bordet. Det blev til hjemmebagte boller, som min mor bagte, denne skønne mandel-bær-kage og cookies med mørk og hvid chokolade.

Denne mandel-bær-kage er efterhånden blevet et hit i min familie. Den smager himmelsk og så er den faktisk også glutenfri, da bunden blot består af mandler, æg og sukker. Jeg har eksperimenteret mig lidt frem til en lidt sundere variant, jeg skiftede nemlig halvdelen af sukkeret i kagen ud med kokossukker (også kendt som palmesukker). Kokossukkeret giver en skøn karamelliseret smag til kagen, som smager helt fantastisk og bedre end originalen hvis du spørger mig. Jeg kom også nogle skefulde kokosfiber mel i mandelbunden, som hjalp til at samle kagen, da den har tendens til at smulre lidt. Det er absolut ikke nødvendigt med kokosfibre, men det fungerer virkelig godt med det i.

Du kan komme de bær på du selv bedst kan lide. Jeg blev fristet af danske jordbær – årets første for mit vedkommende – øko blåbær og hindbær. Kagen kan bages dagen før, da den smager virkelig skønt når den har stået dækket med creme i et døgn, men har du ikke så meget tid er den også god friskbagt.

FullSizeRender (1)

Glutenfri bærkage med mandler

Mandelbund:

  • 200 g sukker (jeg brugte 100 g kokossukker og 100 g rørsukker)
  • 3 store æg
  • 200 g mandler
  • ca. 3 spsk kokosfiber mel (kan udelades)
  • lidt smør til formen

Vaniljecreme:

  • 1 blad husblas (kan udelades)
  • 1 spsk flormelis
  • korn af 1 vaniljestang eller 1-2 tsk vaniljesukker
  • 1 1/2 dl cremefraiche 38%
  • 1 1/2 dl piskefløde

Friske jordbær, hindbær, blåbær, brombær eller en blanding.

Bund: Pisk sukker og æg til en tyk creme. Mal mandlerne i en blender eller hak dem fint og vend dem i cremen. Kom evt. kokosfiber mel i, kom en spiseskefuld i af gangen og vurder konsistensen undervejs. Fibrene suger nemlig lidt væske. Konsistensen skal stadig være flydende men dog lidt fastere end inden du kom fibrene i. Dæk bunden i springformen med bagepapir, klip til så papiret passer. Smør papiret og siderne af springformen med en klat smør. Hæld dejen i formen og bag den ved 175 grader varmluft i ca. 25 min. eller til den er gylden. Bager du uden kokosukker kan det ske at den skal have  lidt længere fx. 30-35 min. Bager du med kokossukker bliver kagen hurtig mørk, men frygt ikke, den smager stadig skønt, hold dog øje med at den ikke bliver brændt og sort – for det skal den ikke 🙂 Lad kagen blive kold i formen på en rist.

Creme: Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 5 min. Kom husblas i en gryde med en lille bitte smule vand og varm op til husblassen er smeltet, den skal ikke koge. Køl husblassen af en smule. Sigt flormelis i cremefraichen og skrab kornene ud af vaniljestangen og rør det sammen til kornene er fordelt godt ud i cremefraichen. Hæl den afkølede husblas i cremefraichen i en tynd stråle mens du rører rundt. Pisk fløden og vend det i med cremefraichen. Lad cremen stå et par minutter og sætte sig lidt. Fordel cremen på den kolde kage.

Før servering skylles bærrene og fordeles på kagens top.