Burger med Asiatisk Coleslaw og Wasabi-Mayo

Her er en nem hverdagsret, der kan være klar på kort tid. Det er den klassiske burger, men her med et asiatisk twist.

Coleslaw’en der er brugt i burgeren er friskere end den klassiske og har lidt bid fra chili og ingefær. Blandet med den skønne smag fra de ristede sesamfrø er det en coleslaw lige efter mit hjerte. Coleslaw’en kan også bruges som tilbehør til f.eks. kylling eller laks.

Burger med Asiatisk twist (4 personer)

Asiatisk Coleslaw:

  • 1 stk spidskål
  • 3 gulerødder
  • 3 spsk sesamfrø (gerne 2 spsk hvide og 1 sorte)

Dressing:

  • 1 dl creme fraiche
  • 1 spsk eddike (jeg brugte æblecider eddike)
  • 1 spsk fiskesovs
  • 2 tsk honning
  • 1 spsk syltet ingefær (sushi ingefær) hakket fint / eller 1 spsk revet frisk ingefær
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 2 tsk finthakket rød chili

Til burgerne:

  • 4 burgerboller
  • 600 g hakket oksekød
  • Mayonnaise
  • Wasabi pasta (på tube)
  • Ketchup

Fremgangsmåde:

Coleslaw

Skær kålen i fine strimler. Skræl og riv gulerødderne groft og kom det hele i en skål.

Bland alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til. Brug en chili der passer til dine smagsløg. Jeg ELSKER ingefær, på alle måder og former. Jeg er derfor også glad for den syltede ingefær, som har lidt sødme i sig. Er du mere til almindelig frisk ingefær så brug det i stedet.

Hæl dressingen over kål og gulerødder, bland et hele godt sammen og stil den i køleskabet til at trække mens du laver resten af retten. Imens coleslaw’en trækker rister du sesamfrøene til de er let gyldne. Inden servering blander du sesamfrøene i salaten.

IMG_5008

Burgere og wasabi-mayo

Steg bøfferne og varm burgerbollerne. Wasabi-mayo tænker du? Det lyder fancy. Ja, men faktisk supernemt at lave. Tryk ca. 5 cm wasabi pasta ud af tuben og bland med 4 spsk mayo – et voilà så har du wasabi-mayo. Smag til og kom mere wasabi i hvis du slet ikke kan smage den. Mayonnaisen må gerne få en let grøn farve, så er du ved at være der, men smag til – måske du er til mere eller mindre wasabi end jeg er.

Smør brugerbollerne med wasabi-mayo, kom en god portion coleslaw i burgeren, kom bøffen i – og lidt ketchup hvis du er til det. Servér straks, velbekomme!

FullSizeRender (9)